Det oprørske skelet 2

Den historie endte med et kompromis, ser det ud til.

Tre frivillige og to ledelsesrepræsentanter fra Roskilde Kirkegårde kommer til at foretage en omstridt flytning af et lig i næste uge.

Det skriver Nyhedsbrevet 3F.

Liget skal efter familiens ønske flyttes til Gentofte Kirkegård efter 13 år i jorden, men alle forholdsregler er taget.

Ifølge kirkegårdsleder i Roskilde, Henning Lektonen, er der indkøbt beskyttelsesdragter, åndedrætsværn og handsker til dem, der skal flytte liget. Ligesom der er taget kontakt til en psykolog.

- Vi har meldt ud, at det skal ske på frivillig basis. Tre medarbejdere har meldt sig, og desuden deltager to fra ledelsen. Medarbejdere og ledelse må gå sammen, da der ikke er erfaring fra tidligere med opgravning og flytning af kister ved Roskilde Kirkegårde, fortæller kirkegårdsleder Henning Lektonen.

JP

Den med psykologen synes jeg, er trist/komisk og forresten fuld af mulighed for at reflektere over samfundets brug af mentale krykstokke, hvad angår livets ufarlige realiteter. Bunden går ud af din nettopost, og en såkaldt krisepsykolog bliver tilkaldt. Tænk engang, at det er nødvendigt. Og hvem skal forresten hjælpe psykologen, der i sagens natur må blive mindst lige så traumatiseret? Med mindre selvfølgelig at vedkommende ikke skal medvirke aktivt ved opgravningen. Og følgelig er logikken, at det virker at yde mental assistance til et postsceneri, man ikke selv har deltaget i. Nå never mind ! Liget kommer op - med eller uden ormehuller. Glimrende kompromis.

Eksistens er i øvrigt sommer, have, familie og arbejdsramt. Tilsæt manglende entusiasme, almen utilfredshed med rigets tilstand og div. udi præskriblerier til Erhvervs PhD-projektet, og grunden er lagt til en voldsom nedprioritering af bloggen.

Drop jobannoncen - drik kaffe i stedet

En endnu ikke offentliggjort undersøgelse fra Aalborg Universitet viser, at 55 procent af de beskæftigede i den private sektor har fundet deres job gennem netværk, headhunting eller uopfordrede ansøgninger. Og fra fagforeningerne lyder det, at vi netværker os til job som aldrig før.

(..)

Lektor Christian Albrekt, der står bag undersøgelsen fra Aalborg Universitet mener, at tendensen er kommet for at blive, fordi det er fordelagtigt for alle parter.

- Arbejdsgiveren har en interesse i at få informationer om en ny medarbejder gennem et netværk og få en anbefaling.

DR.

Med andre ord, drop forestillingen om, at det primært, er dine kvalifikationer, der skaffer dig arbejde. Og til dimittender; sørg for at få et kursus i girafsprog, et coachingforløb, brug ordet innovation ofte, det er ligemeget om du ved, hvad det betyder, og hvis du er meget begavet, så hold for guds skyld lav profil.

Det tragiske er, at den understøttes af både eksterne aktører, fagforeninger og A-kasserne. Der udbydes kurser i det her skidt. Overalt.

Afmelding, ferie og frihed…..

Afmelding

Når du som ledig kommer i arbejde, skal du straks give AF besked. Enten ved at afmelde dig AF via Jobnet, bruge det afmeldekort, du fik, da du blev tilmeldt på AF som ledig, eller ved at ringe til dit lokale AF-kontor. Du skal desuden afmelde dig hos AF, hvis du er syg i over 14 dage, eller hvis du holder ferie ud over ferieloven.

Ok, det er tilsyneladende ikke så enkelt at melde sig ind i klubben af mennesker, der gerne vil være selvforsørgende.

Først skal man holde opsparet ferie, det gøres i skrivende stund. Så skal man give ekstern aktør besked, så vedkommende aktør, på trods af at de intet har haft med en at gøre, besked om, at man nu er i arbejde. Også selv om man ikke er i arbejde. Herefter A-kassen og endelig AF. Sidstnævnte skal have en mail eller en personlig henvendelse med henblik på at sikre, at jeg er mig og ikke dig. Helt skidtet kan man passende bruge sin ferie på. For det er nemlig ikke sådan, at den ene hånd ved, hvad den anden laver, så man bliver stillet en del om mellem parterne, der f.eks. ikke ved, om man skal framelde sig før eller efter sin ferie.

Anden aktør vil gerne vide, hvad det er for et arbejde man har fået. Og det vil de gerne vide fordi, det skal de bruge i deres statistik. Hvis man optræder i deres statistik, får de bonuspoint for en (=penge for at have skaffet en i arbejde) Så DET har jeg, naturligvis, nægtet at oplyse dem om fordi, de netop IKKE har hjulpet mig i arbejde, og så skal de selvfølgelig heller ikke have æren. Og da slet ikke pengene.

Hvad skete der lige?

Jo, der skete det, at jeg blev indkaldt til møde hos anden aktør, sådan et intromøde. Der kom jeg til at sidde ved siden af en nu tidligere forsker fra KU, der på grund af en eller anden sparerunde havde mistet sit arbejde. Nu ventede han på at komme i aktivering, ekstern aktør satsede på, at han nu skulle bestride et HK job. Altså, her sad en mand, med mange, mange års erfaring, en gigantisk forskningsproduktion bag sig og mere af samme skuffe. Damen stod foran 40 akademikere og snakkede (for hun talte nemlig ikke) om succeshistorier, aktivering og aktørens ikke ansvar. Som om man nogensinde kan frasige sig at have et ansvar. Hun messede: Vi går jo heller ikke ind for det her, men fabrikken (underforstået vores alle sammens hadeobjekt Clausescu Hjort Frederiksen) siger, at det skal vi, vi forvalter bare. Skide smart, tænkte jeg, på den her måde, får du lavet den ultimative følelsesmæssige gidseltagning, på den ene side skal du være hjælper, på den anden side skal du forvalte en lov, der indebærer, at man ydmyger mennesker mest muligt.

Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været så vred. Ikke på grund af mig selv og den skide 20-timers regel for deltidsansatte, man som en 5-årig skal dokumentere, nej det var mere på vegne af manden ved siden af mig. Han passede på ingen måde ind i scenariet.

Tilbage til MA - supplerende dagpengekort (feriedag 2). Problemet er, at arbejdsgiverne ikke vil have magistrene, de betragtes som ufaglærte, var der en der sagde til mig i går. Ingen arbejdsplads vil ansætte en magister i et HK job. Men fanden tage det, forskeren fra Universitetet, de skal nok få ham placeret et eller andet sted. Og mens det sker, så løber alle mellem Herodes og Pilatus og vasker hænder.
De eksterne aktører er rigtig gode til netop den manøvre, de kan jo tillade sig at være “venlige”, de er hjælperne. Skide være med kvalifikationer. Stik dem et coachingkursus, og de er klædt på.

Sidste samtale med ekstern aktør. Feriedag 3. Er du sikker, Lotte, det kan jo godt være, jeg kan hjælpe dig til fuldtidsansættelse, du skal bare få din arbejdsgiver til at skrive under på, at du er deltidsansat, så skal du ikke aktiveres.

Skulle jeg gå til min arbejdsgiver og få en seddel til moar?

ALDRIG I LIVET !!!!

Nu sender jeg dig papirene, så kan du jo tænke over det.

Det mindede mig om sådan en rekruttering til en religiøs sekt, et hvervemøde til et pyramidespil eller tilsvarende. Altså du må selv om det, men jeg er her for at gøre dit liv bedre.

Det de ikke forstår er, at de er de værste. Det de laver, svarer nemlig til, at slaven forsvarer herremanden.

Nej tak, jeg tror bare jeg skrider med værdigheden i behold, og så må alle mine projekter briste eller bære. Og det synes jeg sådan set også, at forskeren burde gøre. Sammen med arkitekten, journalisten, kulturformidleren, teologen, matematikeren, historikeren, datamatikeren, biologen, religionssociologen og juristen.

Farvel og tak.

Nej ikke tak.

Bare farvel !

Louis Vuitton stopper dansk Darfur-kampagne

Politiken.

Det var da ærgerligt, hun fanger ellers pointen meget godt hende Nadia Plesner

Det var den med de 4 om ugen….

Clausescu Hjort Frederiksen udtaler i radioavisen kl. 12, at det aldrig har været hensigten, at alle de ledige skulle søge fire stillinger om ugen. Clausescu er ked af, hvis samtlige A-kasser og ledige har misforstået hensigten med budskabet.

Du hedder det sig, at man som udgangspunkt skal søge realistisk, og det inkluderer en “dispensation?” hvis ens A-kasse vurderer, at man i øvrigt søger målrettet.

Sandheden er nok nærmere, at arbejdsgiverne simpelthen bliver spammet af ansøgninger, der ingen eller kun ringe virkelighedsrelevans har. Det har, naturligvis, fået arbejdsgiverne til at protestere, og nu trækkes der torsk i land til den store guldmedalje.

Ja altså, skal man grine eller græde.

Lidt mere fra filantropen Wessel.

“De Moralister, som beklage,
At Fias og Galskab alle Dage
Meer Overhaand i Verden faaer,
De vide ikke hvad de sige;
I klogt og galt den voxer lige.
Vel os, naar den gaaer galt, den gaaer
jo galere etc.”

Nøglekompetencer og mere varm luft

Tina Charlotte Møller på Ordholder har lavet en post om nøglekompetencer. Endnu en beretning om et potentielt tour-de-mentalt-mareridt for en ledig magister. Denne gang handler det om nøglekompetencer, hvad det så end er.

Eneste problem med posten er, at den er al for flink.

Kulturformidling uden ansvar.

Cand. mag i Moderne kultur og kulturformidling Elisabeth Sørensen har skrevet en artikel om Jægersborggade. Først læste jeg artiklen, og så læste jeg, at Elisabeth Sørensen er Cand.mag i Moderne kultur og kulturformidling, og så tænkte jeg: Why am I not surprised? Jeg ved ikke, om der undervises i fænomenologi på det institut, hvor man uddanner mennesker som Elisabeth Sørensen, men hvis man ikke gør det, så burde det indføres.

Særligt den del af fænomenologien der beskæftiger sig med eidetiske reduktioner” og distinktionen mellem mening og genstand skulle lige gøres obligatorisk.

Det var Jægersborggade, jeg kom fra. I artiklen kan man læse:

Opgravede fortove, afspærringer, snørklede træbroer og store gravkøer gør lige nu turen ned af Jægersborggade på Nørrebro til en halsbrækkende udfordring. Alligevel er gaden et af de allermest spændende steder i København.

Ja bevares, og så tilføjer vi lige rotter i massevis, kloarker der står mere eller mindre åbne, tre års gravehelvede for de etablerede beboere og forretningsdrivende. Sidste nye skud på stammen, håndværkerne har forladt gaden, de kan ikke blive enige med andelsforeningen.

Spændende. Bevares ja, det er da spændende.

“Der bliver gjort meget for, at gaden, der for få år siden først og fremmest var kendt for sine hashklubber, kan blive til en af byens bedste oplevelsesgader, hvor skæve forretningsideer, økologi og bæredygtighed er i højsædet.”

VAR kendt for sine hashklubber?!?

Skæve forretninger, økologi og bæredygtighed i højsædet? Der er EN økologisk forretning i Jægersborggade. Ok tre, hvis man tæller frisøren og Direct Trade kaffebaren med. Og der koster en kop kaffe 25 kr, så er den også betalt, hvis man spørger mig. Og så er der selvfølgelig det håbløst selvmodsigende i at kalde noget som helst, der er fløjet ind med jet og kørt over lange strækninger i bil, bus og tog for økologi. Den slags finder kun en kulturformidler på at gøre.

”Det er lidt som at flytte på kollegium igen. Vi render ind og ud af hinandens døre, og drikker kaffe, og går i byen sammen”, fortæller en af butiksejerne om gadens særlige fællesskab, der også indbefatter fælles christianiacykel, fællesspisning og markedsdage i sommerhalvåret.”

Fællesspisning? I Jægersborggade. Gad vide, om hun taler om den nyåbnede café, som kun de færreste jægersborggadebeboere shopper igennem i? Det ligger ikke ligefrem til højre ben at erhverve sig Sejfilet i karrrysovs med spændende kulturfremstød iklædt en foliebakke til en halv milliard, hvis man er jægersborggadebeboer og bor på 48 kvadratmeter uden bad. Jeg giver den biks MAX et år, så er den væk.

AOK har besøgt 5 butikker. Et slag på tasken, der er vel omkring 30-40 butikker i gaden. Man kan se et udsnit her. De butikker man har valgt at fremhæve er forholdsvis nye, og har man boet her længe nok, så ved man, at de lukker lige så hurtigt som de åbner. Men det skal da blive spændende at se, om Elisabeth Sørensens religiøse, distancerede, alt andet en virkelighedsnære kulturelle scenatium kommer til at holde.

Jægersborggade ér en fantastisk gade, så meget har Elisabeth Sørensen ret i. Men hun har slet, slet, slet ikke fanget, hvad gaden handler om. Hun har uden skrubler sendt sin egen, helt personlige og mere end subjektive perception igennem et maskineri, der nok er en god (og rimeligt) reklame for Jægersborggade, men også et rigtig godt eksempel på, hvad der næsten altid sker, når kulturformidlere lige ser sig nødsaget til at mene noget såkaldt trendsættende om noget.

Det første problem er, naturligvis, at artiklen angiveligt forsøger at give et kulturelt billede af Jægersborggade. Et par butikker fremhæves, og det rod, der er til stor daglige gene for alle, der bor i gaden, det reduceres til kreativt kaos i overskriften. Rotterne taler vi ikke om, og de rigtig mange, der beskæftiger sig med stoffer i gaden, det springer vi også let og elegant over. Håndværkerrodet og de halvåbne kloarker er tilsyneladende never ending story, og gaden huser stadig masser af boliger, der ikke har bad og en anseelig mængde lejligheder der er i elendig stand. Købmanden, der kender alt og alle og har været her for evigt, ham nævner vi ikke. Nej al magt til den ikke eksisterende “økologi” og tidens håbløse, overfladiske trend. Marskendiseren springer vi også over, ham der køber gammelt lort og sælger antikviteter, glemmer vi alt om, den forretning der sælger hamplamper mv, dropper vi også omtalen af, thi det er næppe politisk korrekt. De adskillige butikker der har måtte lukke det sidste år, dem behandler vi slet ikke. Og det upåagtet, at de formentlig har lidt anseelige tab på grund af rodet i gaden. Det faste (skiftende) hold af pushere, der hilser venligt og er på navn med de fleste i gaden, fokuserer vi ikke på. Historien om dem, der har boet her næsten for evigt, er udeladt og de mange udstødte, dem der drikker, går med farlige hunde og skriger af kæresten ud af vinduet om aftenen, hundepatruljerne og politiet de er ikke vigtige.

Nej beklager, jeg er ikke skide god til kulturformidlere, de ved sjældent, hvad de taler om. Til gengæld er de rigtig gode til at “beskrive” minoritetsscenarier, der tilgodeser dele af kulturtænkningens på kanten til ikke eksisterende virkelighed med henblik på? Ja med henblik på hvad, egentlig?

Elisabeth Sørensen bliver helt poetisk til sidst:

“Slow Roast får den bedste smag frem i bønnerne, som senere både bliver brygget i Jægersborggade og solgt en gros til dedikerede cafeer, hvis baristaer modtager undervisning i kollektivet: ”Det er vigtigt for os, at vi ved at kaffen også bliver behandlet ordentligt i sidste led.” Slutter Linus alvorligt, mens jeg overvejer om jeg er ansvarlig nok til at købe en pose med hjem.”

Ansvarlig, skriver kulturformidleren.

Jeg tror ikke, det handler om ansvarlighed. Jeg tror, det handler om økonomi. En pose ansvarlig kaffe (250G) koster mellem 65 og 95 kr.

Men så er den også betalt, og du har pudset glorien for en stund.

Der kom en mail…

I dag fik jeg en mail fra en arbejdsgiver retur. I den står der:

Hej
Hvad er grunden til du sender mig en ansøgning?
Hilsen

XXX

Ja, hvad er mon grunden til, at jeg har sendt ham en ansøgning?

Det kan man læse om her, her, her, her, her, her, her, her, her og her.

Og mens den stakkels arbejdsgiver læser på sagerne, så vil jeg fortsætte med mine vikarjobs og min forberedelse til en Erhvervs PhD i sundhedssektoren.

Den skal bl.a. handle om filosofi, arbejdsmarkedspolitik, og sygefravær i den offentlige sektor.

Og så kommer jeg igen i tanke om Johan Herman Wessel

Han aad og drak, var aldrig glad

Hans Støvlehæle gik han skæve.

Han ingen Ting bestille gad.

Til sidst han gad ej heller leve.

Organdonation er organ-genbrug

Organdonation er senest blevet gjort til et kampagnetema af Sundhedsstyrelsen og Transplantationsgruppen, men noget tyder på, at det ikke er lykkedes at gøre det til samtaleemne. Skulle man genopfinde debatten kunne man prøve at samfundsmæssiggøre debatten. Et sted at starte samfundsdebatten om organdonation er ved at se det som genbrug. Til genbrug sender vi alt det, som vi ikke længere selv finder anvendelse for. Når vi vurderer, at vores eget biologiske materiale er værdifuldt for andre, så giver vi det gerne væk til genbrug, specielt hvis det ikke koster os alverden af tid og kræfter at gøre det. Vi kender til mange eksempler på, at menneskekroppen rummer biologisk materiale, som kan komme til at fungere i nye sammenhænge og gøre stor gavn.

Genbrug er også at få knappe ressourcer til at række længere.

Etisk råd står over for den enkle udfordring at tale sig ind i sundhedsdebatten, bl.a. om det biologiske materiale, som stilles patienter i udsigt.

Anne Marie Pahuus i Information

Bevares, det er da en mulighed at opfinde med venlig hilsen til tidens trend. Vi genbruger som aldrig før. Sig mig forestiller Anne Marie Pahuus sig, at folk er idioter?

Hør nu her. Det her handler om at DØ, forsvinde, blive væk, blive ligegyldig, glemt, ædt af orme og mider, ikke længere værende, fri af verden, sig ret farvel, capice, DØD as in never comming back, kold og stiv, rigor mortis, ind i en ovn, ned i et hul og mere af samme skuffe.

Det er idiotisk at tro, man kan genopfinde menneskers trang til at yde assistance til noget som helst EFTER man er død. Folk vil ikke tale om det, få melder sig og mennesker står i kø efter lunger etc. SORRY, men mine er i brug pt. Det samme er mit hjerte, mine nyrer, min hud og mine øjenæbler. Jeg står ikke foran nogen gavmild donation, så vidt jeg er orienteret. SKULLE det ske en af dagene, så er det op til min familie at beslutte, om en eller anden skal ARVE mine lemmer og indvolde. Beslutningen kan aldrig blive min, og årsagen er indlysende.

Døden er ikke et spørgsmål om genbrug, samvittighed, selvransagelse eller skyld. Jeg har ikke den FJERNESTE dårlige samvittighed, når en nyrepatient græder på tv, den går IKKE ind, der hvor det tilsyneladende er tilsigtet. Beklager sundhedsstyrelse. Mit korpus er optaget. I får det satme ikke før tid. Og såfremt i skulle finde på at tvinge mig med lovens lange arm i form af tvungen opskrivning, så melder jeg mig ud. Ikke fordi jeg ikke vil donere, men fordi JEG ER OPTAGET AF MIG SELV.

De får det til at lyde som sagens tilbud.

Den ENESTE måde man måske kan få succes med det skide register er ved at tale om døden. Døden som vilkår, døden som endeligt, døden som en realitet, døden som nærværende, eksistensens afslutning. Og så skal der realiteter på bordet. For nuværende henvises der kun til den potentielle dødsangst, jeg formoder de fleste vedkender sig, og så længe den er i spil som den eneste, tror jeg ikke et minut på, at nogen tager stilling.

Debatten er forhåndenværende. Den skal gøres vedhåndenværende, og det sker kun, hvis den gøres nærværende, vedkommende og realistisk.

Genbrug handler ikke om organer. Analogien holder ikke, og det gør den ikke fordi, man potentielt set kan generhverve sig sit eget genbrug fra nærmeste genbrugsbiks.

Genbrug handler om sodavandsdåser og møbler.

Organdonation handler om at gøre sig bevidst om, at man skal dø. Og det tror jeg ærlig talt ikke ligger lige til højre ben for særlig mange mennesker.

Og så har jeg vist skrevet nok om at kradse af for i dag.

Don’t break my heart

Pt. spiller jeg Vaya Con Dios sammen med mit orkester. Og i den forbindelse er det nogle gange nødvendigt lige at tage bestik af, hvordan hun selv fortolker ordene. Den herover forstår jeg simpelthen intet af. Der er tilsyneladende ingen sammenhæng mellem tekst og video.

MIN eneste tolkning går på noget i retning af, at damen er svigtet og derfor søger healende kræfter i det mægtige land. Den er for ensidig til at rumme et dybere politisk budskab.

Nogle bud?

HVEM PEGER FLASKEHALSEN PÅ?

Kan man sætte en ledig forsker i tvungen aktivering som pedelmedhjælper? Ja, mener man i Storstrøms amt.

Magisterbladet

Sagen omhandler Søren W. Rasmussen. Det er ham med Chekjobnet.dk

Logikken hos Storstrøms amt synes at være:

Hvor mangen Literatus gad,
At Fædre havde ham opdraget
Vel i den Videnskab at lave Pølsemad!
Man sveder tit ved Skrift, som man seer vraget;
Men lækker Pølse er en Ting,
Som er i Pris den hele Jord omkring.

Her er Claus Hjort Frederiksens CV til sammenligning.

Han tegner Landkort og læser Loven, Han er saa flittig som jeg er doven.

Og lidt mere Johan Herman Wessel. (1742-1785)

Anbefaling paa en Ansøgning om Ansættelse ved Veivæsenet

Af nærværende Cujon
Meere værdige Personer
Blandt vor Christenheds Cujoner
Sikkerlig der findes ei
Til at trippe paa en Vei.

Han holder. Herman Wessel, altså…..

Det oprørske skelet

Gravere og kirkegårdsledere i Roskilde Stift protesterer over at skulle grave et kun 13 år gammelt lig op, som skal flyttes til en anden grav.

(..)

- Vi forsøger at beskytte vores personale. Det kan være et meget ubehageligt syn for de ansatte at grave et lig op. Man aner faktisk ikke, hvad man graver ned til - i hvilken tilstand liget er. Og lugten er ulidelig, siger formanden for Foreningen af danske Kirkegårdsledere, Klaus Frederiksen, til Nyhedsbrevet 3F.

- Vi er ikke nødsaget til at løbe nogen som helst risiko, blot fordi en familie nu skal samles og ikke ønsker at køre ekstra 40 km i bil, siger han.

KD

Det ser ud til, at begravelsen var en fejl. Øh?? Jeg er ikke helt sikker på, at jeg forstår, hvordan en begravelse kan være en fejl. Men lad nu den ligge. Familien havde ønsket at vedkommende døde skulle begraves på et familiegravsted 40 km væk, og har nu fået tilladelsen til at få liget gravet op. Og så protesterer graverne.
Familien står fast, de vil have liget transporteret til familiegravstedet.

Det er i sandhed en bizar historie. Det er 100% sikkert at den døde er ligeglad. Familien brokker sig (og det forstår man vel egentlig godt, thi hvem gider lige få lig-skidt på fingrene, virkeligheden tæt på og stanken ind i stuen?) Biskoppen sørger for det administrative (tilladelsen) 3F går ind i sagen, også på administrativt niveau og tilbage står graverne med hørmen, hudresterne, knoglerne og det skæve smil.

Jeg har et forslag.

Familien graver SELV liget op - kirkegården stiller nødvendigt materiel til rådighed, skovle, rendegravere og sådan, og så er det bare om at komme i gang. Jeg er sikker på, at Civilforsvaret gerne udlåner gasmasker og handsker til formålet.

ELSK FOR HELVEDE !!!!

Ordet ansvar og service i samme sætning. Det klinger rigtig fælt i mine ører. Hvad værre er, jeg har svært ved at se et liberalt projekt i det.

Velfærdsminister Karen Jespersen (V) vil have, at pårørende fremover skal være med til at hjælpe familiens ældste, når hukommelsen svigter, og dagligdagens trummerum bliver uoverskuelig. Det personlige ansvar skal ganske enkelt skrives ind i serviceloven.

Politiken

Det personlige ansvar skal skrives ind i serviceloven. Altså jeg ved ikke rigtig, hvordan den skal håndhæves - loven altså. Analogien til 1984 bliver bare bedre og bedre, hvad vil man gøre, hvis mennesker ikke overholder fordringen? Sende et kærlighedsministerium efter hele familier?

Idéen er tåbelig.

Ansvar, hvad vil det sige at tage ansvar? Spørgsmålet kan nok ikke bevares entydigt, men det burde være indlysende at det at være ansvarlig ikke lader sig begrænse til, om man nu tager vare på familiens ældre på den måde, Staten gerne vil have det. Det er at tænke ansvar vulgært og funktionelt, og så er det ministeren kalder for ansvar for længst ophævet i institutionaliseringen af samme.

Jeg tror, ministeren i virkeligheden mener forpligtelse.

Mit postulat er: Ansvarstænkning i den forklædning kan aldrig nogensinde forstås og give mening som andet end skrivebordetsteokrati. Intet menneske kan nogensinde stilles til ansvar for ikke at tage ansvar. Mit postulat er endvidere, at ansvar, som grundliggende fænomen, slet ikke noget man kan tage, det skal gives. Den årsag er enkel:

Mennesket i stand til at forholde sig til sin egen eksistens, det er udgangspunktet. Og udgangspunktet er universelt. Intet menneske forholder sig ikke, til sin egen eksistens. Niveauet kan tages til debat, men at det sker, er ikke til debat. Ethvert menneske handler, den er heller ikke til debat. Handlinger skaber årsager, der skaber virkninger. Det er banalt, men nok så væsentligt. Der er tale om at fænomenerne peger ind på hinanden og derfor står i gensidigt afhængighedsforhold til hinanden.

Mennesket er ikke årsagen til at de eksisterer, men de er den primære årsag til, at de vedbliver med at eksistere. At have ansvar er først og fremmest noget der tilhører mennesket og ikke staten. Ansvar kan gives videre, men det kan kun ske, hvis det “foræres væk”. Man kan næsten tænke det på linje med en gave. Det er ansvarstænkning for dummies. Og den indlysende konklusion er: Såfremt man fjerner det universelle udgangspunkt og ertsatter præmissen med at tage ansvar opnår man først og fremmest formynderi. Staten vil gerne administrere formuen, der i dette tilfælde er puljen, der indeholder ansvar. Det gør ansvar til introspektion, man kan nærme sig ved at studere sine egne intentioner og så forresten tage ansvaret fra og for andre.

Tankegangen er vulgær. Ansvar er, helt på linje med f.eks. kærlighed ikke noget, man kan beslutte sig for at HAVE, TAGE eller TILEGNE SIG !

Ansvar er ikke noget man TAGER. Ansvar er noget man MODTAGER for derefter at BÆRE det.

Personligt er jeg ikke i tvivl om, at ministeren i virkeligheden mener forpligtelse, og sådan en kan man jo sagtens tilskrives - også indenfor servicelovens rammer.

Det er i sandhed en trist udvikling.

Affirmativ praxis

Coaching i virksomhedsregi er profitoptimering af sjælelivet.

Det handler om kontrol og ensretning af medarbejderne. Coaching kombinerer det værste fra psykologien med menneskers iboende trang til at blive set og lyttet til - og måske forført.

Det mener filosoffen, Finn Janning der er filosof og forfatter til bogen ”Kunsten at arbejde”, hvor i han blandt andet præsenterer noget han kalder Affirmativ praxis , der både er et opgør med - og et alternativ til coaching.

Sofia Manning, hun skuffer sædvanen tro ikke. Det subkontinentale, freudianske, belønningsregnskab indeholdende forestillingen om den personlige saboteringsstrategi, der kan ændres af kognitiv vej, køres igen, igen i stilling, og jeg krummer tæer.

På positivsiden bør bemærkes, at det ser ud til at nogle filosoffer har rejst sig, det er glimrende. Det kan nemlig kun gå for langsomt med at få det l… ud af virksomhederne, bevares og den kollektive bevidsthed. Det sker næppe. Desværre.

Coaching på P1, lyt udsendelsen her.

“Blogging with a Purpose”

Blogging with a Purpose“

Ordholder har nomineret mig til en pris. Hvis man vil acceptere nomineringen, er der visse betingelser, som skal opfyldes. De følger her:

1. Nominerede blogge skal nominere 5 personer, som ikke har modtaget prisen.

2 De nominerede blogge skal have et formål

3. I indlægget om prisen skal der laves et link tilbage til denne blog

4. De nominerede blogge skal lægge award-logoet på deres blog. Logoet skal linke tilbage til denne blog (oprindelsesbloggen )

Jeg ved ikke rigtig, de eneste to jeg kan finde på er:

Naturalisme

Morten er minus bullshit, det sætter jeg pris på.

CVA

Bunker af bullshit, det sætter jeg også pris på.

Jeg indfrier altså ikke de formelle krav til accepten, men det skal da ikke forhindre mig i lige at fremhæve et par blogge, der gør noget for min mentale balance.

Peace wouldn’t it be nice?

Ham Pat Condell er forholdsvis ny i mit univers. Med henvisning til denne post.

Via Naturalisme

Og for variationens skyld:

Hvis det havde været på Teologisk Fakultet, havde det heddet Intelligent Design.

5 minutters intro til Islam. Bemærk musikken, der er fantastisk smuk. Og nej jeg mener det ikke ironisk. 

Hvilken uge er i vi?

DET er godt tænkt.

Jeg kan ALDRIG finde ud af det. Og hader når folk siger: Jeg arbejder i lige uger, eller kan vi ikke ses i uge (..) og jeg har ferie i uge 21, 22 og 23… Det er det samme som at sige ingenting til mig.

Og nej, det står ikke i min kalender…

Fitna

Nå, så kom den film. Jeg tog altså fejl.

Man kan f.eks. se den her.

Der er intet nyt under solen, den indeholder ikke noget, som ikke er set, hørt eller beskrevet før.

Jeg mener, at spørgsmålet om Islam indeholder tidens mest komplekse spørgsmål, derfor bør alle se den og tage stilling.

Hvorfor lægger jeg den ikke selv ud på Eksistens men nøjes med at henvise til Uriasposten? Hånden på hjertet, jeg kan ikke gennemskue mig selv i det spørgsmål. Desværre. Jeg tror, at rigtig mange har det som jeg. Det handler ikke, for mit vedkommende, om respekt for religiøse følelser, dem er jeg principielt set ligeglad med. Men jeg vil gerne indrømme, at det et stykke hen af vejen handler om frygt for konsekvensen. Paranoid? Måske. Påvirket af pressen? Måske. Respekt for mine medmennesker? Hmmm….jeg har en ret personlig definition af respekt. Mangel på realitetssans? Måske. Politisk umoden? Helt sikkert.

……..

Forresten

Jeg glemte noget i forrige post.

En bekendelse:

For 21 år siden, havde jeg sex på LO-skolen med min daværende kæreste. Mens vi havde sex, kom en (nuværende) folketingspolitiker væltende ind på vores værelse. Han var fuld og satte sig på sengen, han ville snakke, vi grinede og stoppede vores aktivitet. Jeg erindrer tydeligt at han gloede på min nøgne krop.

Nu tænker jeg. Er sagen mon forældet. Kan jeg stadig nå at melde ham for voyeurisme, krænkelse, dæmonisering eller noget?

Kan nogen hjælpe mig?

SKYD DEM!

Lars Lykke bryder sin egen rygelov, og er nu meldt til arbejdstilsynet af Enhedslisten.

Politiken

Og så har Jeppe Kofoed haft sex. Svin, siger jeg bare.

Politikens webtv.

Pigen efterlyses.

»Der er bestemt ikke tale om en klapjagt, men om en solid, journalistisk research«, siger Henrik Qvortrup.

Politiken

Jeg kunne godt tænke mig at have været til stede på Socialdemokraternes gruppemøde. Gad vide, hvad de talte om? Hvordan man håndterer nutidens prædikanter, antallet af orgasmer de fik undervejs eller?

Og forresten: Jeg mener overskriften ironisk. Bare i det tilfælde at en eller anden idiot skulle få ondt i røven og lyst til at melde mig for opfordring til ulovligheder.

Skal, skal ikke?

Organdoner?

Et citat fra siden:

“Donorregistret er et tilbud til hele befolkningen, ligegyldigt om der gives fuld eller begrænset tilladelse eller nedlægges forbud mod donation.”

Bemærk ordet tilbud. Altså var der nu tale om fire liter letmælk eller tre plader Rittersport så i Netto, så…….

Pas herfra. Jeg kan ikke rumme forestillingen om min hud, mine nyrer og mine hornhinder distribueret til højre og venstre. Kan se det for mig, ligger på et stålbord i en kælder, og der ligger jeg, øh eller…resterne af undertegnede og flyder…..helt ligegyldig…og uinteressant…….

Jeg overlader det til familien. Selv er jeg ligeglad, for min skyld kan de udstoppe mig i sprællemandstilling på Rådhuspladsen……. Tror jeg nok !

Den ontologiske differens sat på hård prøve.

Indspark til debatten om Islam og muslimer hos CVA.

Teksten er formentlig på kanten til umulig at læse - visse steder. Det beklager jeg.

Når muhammedkrisen (i mangel af bedre ord) er oppe til debat, mangler der næsten altid blik for, hvad det er der præcis er årsag til balladen. Opdelingen ender altid med at være kunstig i et “dem og os”. Enten er man for tegningerne eller man er imod. Den ene side har det med at sige: Man skal respektere religiøse følelser, den anden side siger: Man skal ikke respektere religiøse følelser. Den ene side vedbliver med at tegne, den anden svarer ikke på, om man skal lade være men “nøjes med” at brokke sig over “tonen” og pege på det respektløse i at tegne. Min egen holdning er, at det er/ ville være respektløst at lade VÆRE med at tegne Muhammed. Eller enhver anden religiøs skikkelse.

Jeg har til dato ikke set et “løsningsforslag”, der rækker ud over et politisk og psykologisk modus. Debatten savner enhver form for abstraktion, der søger hen mod at forene de to fronter. Når jeg i det efterfølgende skriver om og henviser til forståelse, menes der ikke forståelse i vulgær forstand - ordet forståelse skal altså ikke opfattes som eufemisme for at være enig - underforstået vise hensyn. Med ordet forståelse menes helt konkret at forstå, der er tale om en filosofisk beskrivelse af, hvorledes mennesker forstår. Lidt vulgært udlagt: hvordan noget forstås skal opfattes som synonymt med meningsgivende. (Sein und Zeit §31&32)

Heidegger havde særligt i de tidlige dage en speciel interesse i en bestemt middelaldermystiker nemlig Meister Eckehart af Hochheim (1260-1327). Hos henholdsvis Meister Eckehart og Heidegger finder man bemærkelsesværdige ligheder. På hver deres måde næsten bønfalder de mennesket om at åbne sig for tilværen af noget, der overgår mennesket og fra hvilket mennesket samtidig erfarer sit væsen. De taler begge om Gelassenheit, om en laden væren, om at lade Gud være Gud og om at lade væren være i sin sandhed. De fokuserer begge på en vej til at finde en ny rodfæstelse blandt tingene; at lade tingen være som tingen er og finde væren eller Gud indeni. Når man undersøger forholdet mellem Heidegger og denne mystiker, bliver det klart, at der eksisterer et dybt slægtskab mellem tænkningen i heideggersk forstand og mystikken, som den foreligger ved Meister Eckehart.

For Eckehart er væren Gud (esse est deus), han siger ikke, at Gud er væren som Thomas Aquinas (1225-1274) gjorde det, men vælger i stedet det ekstreme udtryk, der således fører til skabningernes radikale afhængighed af Gud. Skabningerne er i sig selv intet, de har ingen væren i sig selv, men udelukkende i Gud. Når Gud ikke deler væren med skabningerne, der ikke desto mindre må siges at være til i en vis grad, må Guds væren tænkes som værens renhed, der af Eckehart identificeres som en særlig form for forståelse. Denne forståelse er samtidig adskilt fra det værende, og Gud er som den højeste forståelse samtidig det, der er på størst afstand fra det tidslige og multiple processer. For at vide noget, må sjælen ikke desto mindre være ren og ublandet, dvs. adskilt fra det, som sjælen ved noget om.

For Eckehart er Gud afsondret, fordi Gud er den højst mulige og fuldkomne forskel. Gud er mest fjern fra al materialitet og partikularitet, der er hverken tale om dette eller hint, og det er der ikke, fordi der er tale om den rene væren. Det afstedkommer, at Gud og sjælen er lige så langt fra skabningerne som adskilt fra enhver foranderlighed og multiplaritet og konsekvensen er, at en reception af Eckehart må tænkes med et negativt værensbegreb i og med at væren adskiller sig fra det værendes væren. Enhver identifikation undslippes. Samtidig åbnes der for muligheden i at tænke sig en splittelse der karakteriserer menneskets selvforståelse. Trods dette vanskelige tankemotiv for det komplekse ved Heideggers forståelse af tænkning, er det imidlertid Eckeharts grundlæggende intention at fastholde mennesket i bundløs eksistens gennem dets forskydning af fokus og selvcentrering, nemlig ved at eksistere på baggrund af et skabende intet, Guds vilje. Således Eckehart. Heidegger lader sig inspirere.
Så snart der er etableret forståelse for sammenhængen mellem Heideggers tænkning og Eckeharts begynder man at kunne skimte en påfaldende fælles interesse i intet. Den traditionelle metafysik er væren tænkt inden for det værendes horisont alene. Det vil sige, at teologien grundlæggende har gjort brug af den teologiske model, hvor Gud er skaber, det vil sige det værendes grund, og det har inkluderet, at Gud gennem mennesket har opretholdt det værendes grund som en art sandhedens og erkendelsens sted. Heidegger forstår at iscenesætte det sted, hvor metafysikken bedrives i modsætning til fornuftens sted og altså væk fra fornuften og hen mod tanken der benævnes som forforståelsens for det værendes væren. Det var Sein und Zeits udgangspunkt. Nemlig at blotlægge det værendes væren som udkastet (for)forståelse. I praksis får det den konsekvens, at metafysik nu må tænkes som ikke blot en åbning for fundamentalontologisk viden men samtidig som noget mennesket altid allerede er. Væren bliver som bekendt beskrevet som intet (jf. angsten) og er en (egentlig) afstemning af det værendes væren, der peger på forestillingen om det værende som helhed. Angsten er den grundstemning der adskiller mennesket fra alt det værende. I modsætning til nærværet af en elsket, udmærker angsten sig ved ikke at føre os hen foran det værende som helhed og samtidig skjuler det intet. Angsten er med andre ord det sted, der får mennesket til at overvinde metafysikken og værensglemsel. På den baggrund kan man sige, at angsten bliver vanskelig at klassificere indenfor psykologiens kategorier fordi, angst ikke er et psykologisk fænomen men nærmere en ontologisk begivenhed. Vi er altså i en situation her, hvor intet tænkes som det værendes Andet, og konklusionen er følgelig, at der intet nihilistisk er til stedet i en sådan filosofi om intet, og tænkningens grund forskydes.

Det helt afgørende her er, at forestillingen om Gud, med Heidegger og Eckehart, kan beskrives udenom en konkret virkelighed. Der åbnes mao for en forestilling om det guddommelige bort(set) fra eksistensen.

Stoffet her er uhyre komplekst men omvendt så indlysende, at det er skræmmende banalt. Nu vil koblingen. Analytikeren skriver: “Det kan lyde simpelt - som en slags retorisk kneb måske - men grunden til at jeg definerer sådan, er simpelthen for at kunne redde muslimernes ‘muslimitet’ fra reduktion. Det er et forsøg på at vise, at man sagtens kan have et tilhørsforhold til et eller andet (for eksempel, hvis man kalder sig lacaniansk marxist) og SAMTIDIG være et tænkende menneske.”

DET ER kernen i hele debatten, og formentlig det eneste sted, hvor der KAN opstilles en etisk fordring for både den troende og ikke troende. Debatten indeholder, med andre ord, et kæmpe paradoks, der består i, at man ikke på den ene side kan være for muhammedtegninger uden samtidig at skrive under på et andet paradoks. Det samme gør dig gældende den anden vej. Skal vi lade være med at tegne? Underforstået: respektere religiøse følelser? Selvfølgelig ikke. Vi skal starte med at finde ud af, hvad religiøse følelser er for en størrelse.

Heideggers udlægninger virker på mig såre indlysende. Meget banalt udlagt: Religiøsitet er en måde at forstå verden på, som ikke har noget med verden at gøre. Kun fra den pol, kan man måske tale om at respektere religiøse følelser. (Stemninger)

Angst er årsagen til, at mennesker tror, hvis ikke angsten (som værens intet) tænkes meget fundamentalt vil langt de fleste altid mangle forståelse for, hvad det er, der gør, at nogen mennesker er nødt til at underkaste sig en forestilling om, at døden “kun” er en overgang fra noget slemt til noget potentielt endnu værre. Det hele ligger i forestillingen om. Der er med andre ord tale om en eksistentiel trussel. Hvorfor skulle mennesker ellers tro?

Hvorfor tror mennesker på gud?

MIT postulat er, at mennesker tror på gud med henblik på at navigere VÆK fra angsten. AT tegne muhammed udfordrer (livs)angst og ryster selve grundlaget for eksistensen. Og DET er årsagen til vreden blandt muslimer.

HVIS vi taler om det på den måde, undgår vi at tale om religiøse følelser men kan i stedet tale om angst, den debat vil være langt mere frugtbar og formentlig løse et par problemer, hvad angår dem og os-tankegangen.

Men jeg ved det ikke, jeg tror det bare.

Jeg er TRÆT !

PÅ EN MÅDE forstår jeg godt dem, der er muslimer. Jeg forstår godt, at de gerne vil bevare deres religion, der hviler på Koranen og dens kulturelle udkast. Jeg forstår godt, at de insisterer på retten til at bære tørklæde, 30 gram stof, burka eller, hvad det retteligt skal kaldes for tiden. Særligt forstår jeg altså kvinderne. Det må indebære en vis lettelse at være skærmet, respekteret for sit køn, en kvinde er en kvinde, en mand er en mand og den misforståede foucaultske forestillingen om, at køn er en social konstruktion, der er nok så fremherskende lige for tiden, det er vist en illusion i den verdensopfattelse. Det må indebære en vis lettelse at kunne trække overbærende på skudrene og tænke sit, når Dansk Kvindesamfund taler om frihed og lighed - altså minus, hvis man er uenig med dem, så får man nemlig et prædikat der går på, at man er diskriminerende. Eller hvad med når Kvinder for Frihed med djævelens vold og magt vil afføre kvinderne det tørklæde, der i hundredevis af år, har været en del af deres identitet, deres frihed og selvforståelse. Hvis nogen gik i fakkeltog og udgav skrifter for min frihed, og kaldte mig tørklædefængslet, og jeg ikke selv havde bedt om det, så ville jeg sgu også blive godt knotten.

Ethvert forsøg på at ændre en adfærd for en gruppe indeholder også en potentiel undertrykkelse.

Det er tilsyneladende vanskeligt for nogen at se forskellen. Det er i hvertfald gået hen over hovedet på begge grupper, og man kan i den forbindelse godt undre sig lidt over, at begge foreninger ser ud til at repræsentere én bestemt aldersgruppe. Tankevækkende, ikke sandt?

Bevares, så let er det naturligvis ikke. “I know the drill ” Religioner er undertrykkende, Gud er død, vi kæmper for selvet, ideologiernes kamp raser i enhver subjektorienteret hjerne i forstanden: interesseret i, hvad fanden er op og ned på en bevidsthed, og hvordan er det nu lige med det skide forståelses udkast, er vi her? eller er hele skidtet bare en repræsentation af noget symbolsk, der måske, måske ikke er et symbol på noget, der egentlig ikke eksisterer som andet end en forudforståelse af et niveauinddelt æg med super duper monster-egoet i toppen, der kan coaches til succes og resten kan da skride ned i bunden, der kan alligevel ikke føres bevis for det?

Når Ligestillingsministeriet støttet af KVINFO udkommer med en bog, der hedder Den dag da Rikke var Rasmus, så krummer jeg sgu også tæer og tænker; gad vide om de satans socialkonstruktivister, med sociologerne, antropologerne og psykologerne i spidsen nogensinde HAR læst Foucault - og forstået pointerne? Og i den forbindelse tænker jeg: Der må være noget befriende ved at være sådan rigtig religiøs, man slipper da for at skrue skidtet sammen selv. Altså meningen med livet, that is !

JEG ER EDDERMAGME TRÆT! Af at høre om islam, muslimer, sociale konstruktioner, overrepræsentation af kriminelle blandt flygtningen og indvandrere, døde medborgere, racistiske motiver, køller, mishandling af kærester i Kokkedal, kløvede hoveder og knive i Hørsholm, raceopdeling, etnisk ditten og datten i min bare, fejlopdragelse, forældreansvar, samfundets forbandede fallit udi forebyggelse og jeg kaster op, hvis en mere siger gademedarbejder, tolerance, dæmonisering, Hitz ut tahrir, Islamisk trossamfund, fordomme, krænkede følelser eller Muhammed. Jeg falder om, hvis nogen nævner Jyllands Posten, Vestergaard, Flemming Rose, Tøger og alle hans hellige høns, jeg skriger hvis jeg åbner en avis mere og overskriften handler om ytringsfrihed, og såfremt nogen skulle finde på at konfrontere mig med endnu en artikel der påstår, at endnu et pizzeria er sprængt i luften sammen med det lokale solcenter og det nok er islamister, der står bag, så springer jeg nok i luften ! Jeg gider ikke høre mere om Osama bin Laden, Al Qaeda, PET og alverdens terrormistænkte og jeg SKAL HAVE EN PAUSE FRA forestillingen om at enhver der har tørklæde på går rundt med tre kilo gødning i baglommen og har en fætter med et øjenbryn i Nordvest, der er tilknyttet alverdens grupperinger og forresten er indavlet med sin søsters, mosters, fætter og venter en misdannet unge med en, der er i familie med Bush, Fogh og den samlede verdenspresse med Al Gore i spidsen. I ved ham miljøsvinet ! Jeg kan absolut ikke holde den samlede journaliststand ud mere, og jeg bliver nok hidsig næste gang, jeg hører en tale om kritisk journalistik, vinkler og objektivitet. Come on, det ER FOR LÆNGST slået fast at Husserl og hans efterfølgere: There is no such thing. FAT DET !

På en måde forstår jeg godt de muslimske kvinder, de respekteres fundamentalt mere end danske kvinder. De slipper for at være metroseksuelle, og hvis man voldtager en muslimsk kvinde, er man færdig som gårdsanger, siger rygtet. Hvis man voldtager en dansk kvinde, kan man dagen efter læse i de fleste aviser: De sociale myndigheder kendte allerede til gerningsmanden, og gjorde intet. Hvis vi er rigtig heldige var forbryderen en etnisk dansker, bevares eller dansker med muslimske rødder på afveje, og konklusionen ligger lige til højre ben; Islam er en pest, der undertrykker kvinder. Nuancerne og VIRKELIGHEDEN, den springer vi over.

Vupti!

Dem og os, dem og os, dem og os, dem og os…

Dem og os findes heller ikke. Du er altid allerede i besørgende omgang med ting, sager, hinanden og hverandre. Heidegger, remember? Den forståelse ekskluderer dualismetænkning, dem og os eksisterer ikke, mennesker forstår, at de forstår, og det de forstår, forstår de også. Noget kan være tæt på i bevidstheden og noget kan være distanceret, det handler om at være tæt nok på til at forstå, hvad det er, andre forstår. Eksempel: Hvis man går ind i en muslimsk familie, vil man i løbet af “no time” møde mennesker, der er søde, forståelse, og fulde af mening og indsigt, de byder på te og er venlige, og nej man bliver ikke halalslagtet på Nørrebrogade og den lokale moske er ikke fuld af terrorister. Det er helt afgørende at der skelnes mellem islam og muslimer. Det nære og det fjerne, sagen, sagerne, og selve sagsforholdet. Den ontologiske differens, nu er der gået metafysik i skidtet, og jeg er kørt af sporet. Årsagen:

JEG ER TRÆT! Og jeg kunne rigtig godt tænke mig, hvis fokus kunne flyttes. Bare en uges tid, 10 dage måske…… Jeg er imidlertid rigtig bekymret for, at vi kun lige er begyndt.

…………………………..

Det burde man kunne, hånden på hjertet, der ér noget helt galt i medielandskabet, i den kollektive bevidsthed. Lad mig omgående se bort fra ethvert politisk modus og straks kaste mig over eksistensen som forståelsens udkast, et mere end nærværende fænomen for enhver, et nødvendigt, religiøst onde eller bare kynisk realitet uden mening. Det er ligemeget, vi er nødt til at starte et andet sted. Tænke tingene anderledes.

Dette indlæg er inspireret af et par tråde, der startede henholdsvis her og her. Indlægget er langt fra færdigt, men jeg mener mig nødt til at starte et eller andet sted med at sætte tankerne fri. Det er hermed forsøgt.

Fitna

Fra Geert Wilders side om den islamkritiske film Fitna:

It should be fairly obvious by now that there is no “Fitna” movie. No movie to insult Islam or Muslims or anyone else for that matter. The month of April is upon us, we all know the month of April starts with the 1st April and that day is famous for (practical) jokes.

Holland might not be considered as a country with a great sense of humour but ever once in awhile even in Holland they crack a joke. So, bottom line; if you are here to find the Famous Fitna movie I guess you have been had !!!

On the other hand, if you are worried about how much unrest the rumour of a 15 minute movie about Islam can create, maybe it is time to identify and deal with the issues at hand.

When points of view are miles apart, the truth can usually be found near the middle.

Kilde

Der er mindst én lektie at hente ud af denne “happening”. Det er helt ligegyldigt om ting eksisterer, de kan sagtens eksistere alligevel.

Jeg gad godt høre en “hard core” socialkonstruktiv udlægning af dette sagsforhold.

Og så vil der ske det nu i blogland: En del bloggere vil skamridde argumentet, at muslimernes reaktion var og er et tydeligt bevis for muslimers hysteri. Andre vil skamridde argumentet, at visse bloggeres reaktion er bevis for, at de ér onde overfor muslimer. Dem i midten, pressen, der viderebragte det hele, de vil indtage positionen, at de bare bedrev objektiv journalistik.

Bemærk Wilders udtalelse: “When points of view are miles apart, the truth can usually be found near the middle.”

Fortsat god Påske

Kort om ansvar

“Det er en farlig kurs, når nogle daginstitutioner beder forældrene komme og hjælpe med at passe børnene. Det siger formand for pædagogernes fagforening BUPL, Henning Pedersen.”

(..)

“Det giver problemer med sikkerhed og ansvar, hvis et barn for eksempel kommer til skade, påpeger BUPL.”

- Det er også uforeneligt med tavshedspligten, som pædagogerne er omfattet af, siger formand Henning Pedersen.

“Noget andet er, at forældrene ikke på samme måde som pædagogerne ved, hvordan man får en hel børneflok til at have det godt på samme tid. Og forældrene er heller ikke selv forsikret, hvis de arbejder frivilligt.”

- De har jo ingen ansættelseskontrakt. Derfor vil jeg mene, det er ulovligt, lyder vurderingen fra Henning Pedersen.

DR.

Hvordan i al verden landede vi lige der hvor det at passe på andres børn, yde omsorg og tage ansvar for hinanden, blev et juridisk spørgsmål?