Den ontologiske differens sat på hård prøve.

Indspark til debatten om Islam og muslimer hos CVA.

Teksten er formentlig på kanten til umulig at læse - visse steder. Det beklager jeg.

Når muhammedkrisen (i mangel af bedre ord) er oppe til debat, mangler der næsten altid blik for, hvad det er der præcis er årsag til balladen. Opdelingen ender altid med at være kunstig i et “dem og os”. Enten er man for tegningerne eller man er imod. Den ene side har det med at sige: Man skal respektere religiøse følelser, den anden side siger: Man skal ikke respektere religiøse følelser. Den ene side vedbliver med at tegne, den anden svarer ikke på, om man skal lade være men “nøjes med” at brokke sig over “tonen” og pege på det respektløse i at tegne. Min egen holdning er, at det er/ ville være respektløst at lade VÆRE med at tegne Muhammed. Eller enhver anden religiøs skikkelse.

Jeg har til dato ikke set et “løsningsforslag”, der rækker ud over et politisk og psykologisk modus. Debatten savner enhver form for abstraktion, der søger hen mod at forene de to fronter. Når jeg i det efterfølgende skriver om og henviser til forståelse, menes der ikke forståelse i vulgær forstand - ordet forståelse skal altså ikke opfattes som eufemisme for at være enig - underforstået vise hensyn. Med ordet forståelse menes helt konkret at forstå, der er tale om en filosofisk beskrivelse af, hvorledes mennesker forstår. Lidt vulgært udlagt: hvordan noget forstås skal opfattes som synonymt med meningsgivende. (Sein und Zeit §31&32)

Heidegger havde særligt i de tidlige dage en speciel interesse i en bestemt middelaldermystiker nemlig Meister Eckehart af Hochheim (1260-1327). Hos henholdsvis Meister Eckehart og Heidegger finder man bemærkelsesværdige ligheder. På hver deres måde næsten bønfalder de mennesket om at åbne sig for tilværen af noget, der overgår mennesket og fra hvilket mennesket samtidig erfarer sit væsen. De taler begge om Gelassenheit, om en laden væren, om at lade Gud være Gud og om at lade væren være i sin sandhed. De fokuserer begge på en vej til at finde en ny rodfæstelse blandt tingene; at lade tingen være som tingen er og finde væren eller Gud indeni. Når man undersøger forholdet mellem Heidegger og denne mystiker, bliver det klart, at der eksisterer et dybt slægtskab mellem tænkningen i heideggersk forstand og mystikken, som den foreligger ved Meister Eckehart.

For Eckehart er væren Gud (esse est deus), han siger ikke, at Gud er væren som Thomas Aquinas (1225-1274) gjorde det, men vælger i stedet det ekstreme udtryk, der således fører til skabningernes radikale afhængighed af Gud. Skabningerne er i sig selv intet, de har ingen væren i sig selv, men udelukkende i Gud. Når Gud ikke deler væren med skabningerne, der ikke desto mindre må siges at være til i en vis grad, må Guds væren tænkes som værens renhed, der af Eckehart identificeres som en særlig form for forståelse. Denne forståelse er samtidig adskilt fra det værende, og Gud er som den højeste forståelse samtidig det, der er på størst afstand fra det tidslige og multiple processer. For at vide noget, må sjælen ikke desto mindre være ren og ublandet, dvs. adskilt fra det, som sjælen ved noget om.

For Eckehart er Gud afsondret, fordi Gud er den højst mulige og fuldkomne forskel. Gud er mest fjern fra al materialitet og partikularitet, der er hverken tale om dette eller hint, og det er der ikke, fordi der er tale om den rene væren. Det afstedkommer, at Gud og sjælen er lige så langt fra skabningerne som adskilt fra enhver foranderlighed og multiplaritet og konsekvensen er, at en reception af Eckehart må tænkes med et negativt værensbegreb i og med at væren adskiller sig fra det værendes væren. Enhver identifikation undslippes. Samtidig åbnes der for muligheden i at tænke sig en splittelse der karakteriserer menneskets selvforståelse. Trods dette vanskelige tankemotiv for det komplekse ved Heideggers forståelse af tænkning, er det imidlertid Eckeharts grundlæggende intention at fastholde mennesket i bundløs eksistens gennem dets forskydning af fokus og selvcentrering, nemlig ved at eksistere på baggrund af et skabende intet, Guds vilje. Således Eckehart. Heidegger lader sig inspirere.
Så snart der er etableret forståelse for sammenhængen mellem Heideggers tænkning og Eckeharts begynder man at kunne skimte en påfaldende fælles interesse i intet. Den traditionelle metafysik er væren tænkt inden for det værendes horisont alene. Det vil sige, at teologien grundlæggende har gjort brug af den teologiske model, hvor Gud er skaber, det vil sige det værendes grund, og det har inkluderet, at Gud gennem mennesket har opretholdt det værendes grund som en art sandhedens og erkendelsens sted. Heidegger forstår at iscenesætte det sted, hvor metafysikken bedrives i modsætning til fornuftens sted og altså væk fra fornuften og hen mod tanken der benævnes som forforståelsens for det værendes væren. Det var Sein und Zeits udgangspunkt. Nemlig at blotlægge det værendes væren som udkastet (for)forståelse. I praksis får det den konsekvens, at metafysik nu må tænkes som ikke blot en åbning for fundamentalontologisk viden men samtidig som noget mennesket altid allerede er. Væren bliver som bekendt beskrevet som intet (jf. angsten) og er en (egentlig) afstemning af det værendes væren, der peger på forestillingen om det værende som helhed. Angsten er den grundstemning der adskiller mennesket fra alt det værende. I modsætning til nærværet af en elsket, udmærker angsten sig ved ikke at føre os hen foran det værende som helhed og samtidig skjuler det intet. Angsten er med andre ord det sted, der får mennesket til at overvinde metafysikken og værensglemsel. På den baggrund kan man sige, at angsten bliver vanskelig at klassificere indenfor psykologiens kategorier fordi, angst ikke er et psykologisk fænomen men nærmere en ontologisk begivenhed. Vi er altså i en situation her, hvor intet tænkes som det værendes Andet, og konklusionen er følgelig, at der intet nihilistisk er til stedet i en sådan filosofi om intet, og tænkningens grund forskydes.

Det helt afgørende her er, at forestillingen om Gud, med Heidegger og Eckehart, kan beskrives udenom en konkret virkelighed. Der åbnes mao for en forestilling om det guddommelige bort(set) fra eksistensen.

Stoffet her er uhyre komplekst men omvendt så indlysende, at det er skræmmende banalt. Nu vil koblingen. Analytikeren skriver: “Det kan lyde simpelt - som en slags retorisk kneb måske - men grunden til at jeg definerer sådan, er simpelthen for at kunne redde muslimernes ‘muslimitet’ fra reduktion. Det er et forsøg på at vise, at man sagtens kan have et tilhørsforhold til et eller andet (for eksempel, hvis man kalder sig lacaniansk marxist) og SAMTIDIG være et tænkende menneske.”

DET ER kernen i hele debatten, og formentlig det eneste sted, hvor der KAN opstilles en etisk fordring for både den troende og ikke troende. Debatten indeholder, med andre ord, et kæmpe paradoks, der består i, at man ikke på den ene side kan være for muhammedtegninger uden samtidig at skrive under på et andet paradoks. Det samme gør dig gældende den anden vej. Skal vi lade være med at tegne? Underforstået: respektere religiøse følelser? Selvfølgelig ikke. Vi skal starte med at finde ud af, hvad religiøse følelser er for en størrelse.

Heideggers udlægninger virker på mig såre indlysende. Meget banalt udlagt: Religiøsitet er en måde at forstå verden på, som ikke har noget med verden at gøre. Kun fra den pol, kan man måske tale om at respektere religiøse følelser. (Stemninger)

Angst er årsagen til, at mennesker tror, hvis ikke angsten (som værens intet) tænkes meget fundamentalt vil langt de fleste altid mangle forståelse for, hvad det er, der gør, at nogen mennesker er nødt til at underkaste sig en forestilling om, at døden “kun” er en overgang fra noget slemt til noget potentielt endnu værre. Det hele ligger i forestillingen om. Der er med andre ord tale om en eksistentiel trussel. Hvorfor skulle mennesker ellers tro?

Hvorfor tror mennesker på gud?

MIT postulat er, at mennesker tror på gud med henblik på at navigere VÆK fra angsten. AT tegne muhammed udfordrer (livs)angst og ryster selve grundlaget for eksistensen. Og DET er årsagen til vreden blandt muslimer.

HVIS vi taler om det på den måde, undgår vi at tale om religiøse følelser men kan i stedet tale om angst, den debat vil være langt mere frugtbar og formentlig løse et par problemer, hvad angår dem og os-tankegangen.

Men jeg ved det ikke, jeg tror det bare.